Archive Anecdotage

45 Den Magiske Bus

I min barndoms vintermåneder var det en tradition at besøge Griffin Park hver fjortende dag for at overvære Bierne arbejde. Bierne var det diminutive ord for Brentford (Fodboldklub), og Griffin Park var navnet på deres hjemmebane. Ikke at han – en Glasgow Rangers mand – var en ægte supporter, men det var det nærmeste professionelle hold, så min far tog mig og min ven Barry med til hjemmekampene.

Vi ventede på bussen i den lange vinter. Ventede…ventede i kulden. Ventede på bussen…ventede. Mens vi stampede fødderne.

Jeg kiggede på min far i forventning om, at han greb ind. ’Hvornår kommer bussen?’ Han så ned på mig med en vis velvilje og sagde ’…hvis du tæller baglæns fra fem, kommer bussen.’

Vi ville gøre alt for at få tankerne væk fra den isnende kulde…’fem, fire, tre – dér var smilet igen – to, et og…Waaaaaaaahoooooooo!!!!’

På magisk vis drejede den røde bus rundt om hjørnet i den næste rundkørsel. Der var den som befalet – det var et mirakel.

Efter en pirrende pause blev proceduren gentaget to uger senere, og atter inden den næste hjemmekamp fjorten dage efter igen.

‘Far, hvordan kan det ske, hvordan kan du få bussen til at komme på den måde?’

Min far svarede klogt ‘Det er noget, du vil forstå, når du bliver større, min søn.’

Men far, jeg vil være klog nu, jeg vil gribe voksenlivet om halsen og ryste alle hemmelighederne ud af dets lommer…’

‘Du bliver nødt til at vente, søn.’

Og således ventede jeg. Jeg ventede og ventede indtil en dag, hvor jeg stod ved selvsamme busstoppested, omend det var på en hverdag.

I mellemtiden var min far død, og jeg huskede med glæde de vidunderlige stunder, vi havde, når vi tog til fodbold; jeg havde følt mig som én af de voksne bortset fra et enkelt punkt.

Og så….endelig gik det op for mig. Langt om længe forstod jeg, hvad min far havde ment, da han sagde, at jeg ville forstå hemmeligheden bag bussen, når jeg blev større.

Det handlede ikke om visdom eller om den skarpsindighed, der kommer med alderen…det var ren teknik. Jeg havde nu nået – og overhalet – min fars højde, og jeg kunne se det øverste af double-decker bussen over tagene, når den nærmede sig hjørnet, og herudfra kunne jeg nøjagtigt forudsige dens tilsynekomst overfor enhver person under 1,70.


© Ian Gillan 2009

Gå tilbage til:
back to the archive anecdotage