Dear Friends

DF 71 – Udløste socialt distancerede tanker, med smil i fællesskab

December 2020

Kære V-e-n-n-e-r,

Hvordan har I det allesammen? Det er ved at være længe siden.

Med omtrent et år væk fra landevejene er der masser af tid til at nyde livets andre aspekter. I det mindste er det, hvad jeg sagde til mig selv sidste marts, da jeg vendte hjem fra Mexico; blot for at opdage at der ikke er andre aspekter af livet.

Det er alt sammen vævet ind i hinanden med musik som drivkraften, som alt andet klamrer sig til for at hente inspiration og hjælp. Det forholder sig således, at musik – som den eneste fælles faktor – udgør baggrunden for alle mine venskaber og samarbejdspartnere, ligesom den afstedkommer b-e-v-æ-g-e-l-s-e og udløser t-a-n-k-e-r.

Jeg håber, I har lagt mærke til den ansvarlige afstand mellem bogstaverne i de tre ord, som nemmest kunne udlægges som FARLIGE under de nuværende forhold. Vi må være forsigtige med vores entusiasme. Folk holder øje. Hvorfor ikke i stedet skrive alt det ned i en notesbog, som sikrer mod sygdommen, men holde den skjult for de ubehagelige inkvisitorer; de værdiløse morakkere; de som kun ser det grå i livet. For de har som mål at udrydde enhver form for forfriskende tanke, indtil ethvert aspekt af socialt liv, og fordrejet historie er lige foran os, bortset naturligvis fra det frie ord, som de værdiløse morakkere afskyr mere end alt andet, og som de har givet særlig opmærksomhed. Da der simpelthen ikke er nogen vejledning i de snæversynedes håndbog om, hvordan man håndterer fornuft, må den bekæmpes med alle midler; fuldkommen ødelægges.

Bortset fra de hemmelighedsfulde aktiviteter udført af de store men hovedsageligt usynlige globale spillere, som koldt planlægger måder at profitere af vores inficerede skrøbelighed, sker der ikke meget. Og jeg kan konstatere, at vi er mere reflekterede nu, hvor tempoet er sat ned.

Det er på tide at tænke på fremtiden - hvem ved, hvad der muligvis er sket i fortiden.

For mange år siden blev jeg skrigende slæbt ud fra en bar i København…altså ikke helt sådan. Erik Thomsen, vores elskede danske promotor, opfordrede mig på sin hylende morsomme og machiavelliske måde til at synge med på en julesang sammen med et glimrende band ved navn Pretty Maids. Jeg vendte tilbage til baren og glemte alt om det indtil mange år senere på Hard Rock Café i Tokyo (spørg ikke).

Forhåbentlig kan vores elskede redaktør skabe det tekniske grundlag for, at I kan høre sangen – den hedder ’A Merry Jingle’, og det er min stemme på sangen, hvilket I nok allerede vidste på forhånd.

Nogle få år senere tog jeg på en kanetur i Polen med en anden kær ven, promotoren Tommy Dziubinski, og i nogle få dage efter ringede klokkerne så sandelig i mine ører efter den nærmest lodrette begivenhed, der fandt sted op ad og derefter ned ad et snævert isdækket spor langs med en brølende flod, der ville være den sikre død for enhver af os vodka-berusede passagerer, som eventuelt blev smidt af vognen ved et skarpt sving eller for os alle sammen, hvis én af hestene skulle snuble.

Som minder mig om (que?). I begyndelsen af nitten-halvfjerdserne eksisterede der rundt omkring i Europa kortvarigt en bevægelse for gratis musik, der til fans, musikeres og koncertarrangørers forfærdelse bl.a. bestod af aktivister, som hærgede og spolerede koncerter; især i Vesttyskland hvor Deep Purple ofte gav koncerter.

The Edgar Broughton Band var på samme Harvest/EMI pladeselskab som Deep Purple og var opvarmningsband ved én eller to af vores koncerter. Jeg overhørte en samtale mellem Edgar og koncertarrangørerne Avram Marcel og Marek Lieberberg fra Mama Concerts på produktionskontoret før en af disse koncerter.

Edgar himlede op og krævede, at musik burde være gratis, og han anklagede Marcel og Avram for at være udbyttende, kapitalistiske svin. Det var totalt ulogisk, men han fortsatte i evigheder, indtil Marek pegede på sit ur og sagde, ’Det er alt sammen meget godt Edgar, men du skal på scenen om fem minutter.’

’OK’ sagde Edgar, ’men vi har ikke fået vores betaling endnu; der står i min kontrakt, at vi bliver betalt inden koncerten.’

’Men du sagde, at al musik burde være gratis’, smilede arrangørerne begge.

’Men altså, det gælder ikke for mig’, spruttede en rasende Broughton.

En anden gang på den lange turné, som begyndte i juli 1970, spillede vi på Neue Universität i Heidelberg. Koncerten var fin med et vidunderligt publikum, men bagefter blev koncertstedet angrebet af en rabiat og hadefuld pøbel, som skræmte alle sikkerhedsvagter og de unge væk, og vi i bandet var fanget ovenpå i et omklædningsrum. Vi byggede en barrikade på trappen og ødelagde nogle møbler, så vi havde nogle stoleben til at forsvare os med.

Så kom de – ret mange af dem - stormende op ad stentrapperne, indtil de drejede om hjørnet og fik øje på barrikaden og os, som stod bag den og grinede ad dem. Der var nogle få sekunders dødvande, indtil de fik deres mojo tilbage og begyndte at råbe igen, mens de gjorde klar til atter at angribe. Men så…begyndte det at regne. Indendørs. De stoppede op – overraskede – og kiggede op, blot for at få øje på én af vores roadies, Mick Angus, som var kravlet en etage op ad trapperne og nu udløste en imponerende kaskade af pis ned på deres hoveder. De forsvandt uden et ord.

Alverdens politi burde notere sig, at man ikke absolut har brug for vandkanoner til at dæmpe uroligheder.

Så i løbet af vintersolhvervet vil jeg udbringe en skål for alle de koncertarrangører, jeg har haft privilegiet at arbejde sammen med. Det er disse gutter, som investerer og nogle gange oplever store tab for at holde gang i musikken på landevejene og lige udenfor vores dør.

Og naturligvis for jer, Kære Venner, som virkelig har holdt os i gang gennem de seneste fire årtier.

Hilsen,

Ian Gillan

Copyright © Ian Gillan 2020

Gå tilbage til:
return to DF index