Questions - you got 'em; answers - we got 'em

67 – Dejligt overrasket, om at varme op, paradoksale Van, Running Bear á la Poe,
Oslo radio-sendevogne-hukommelsestab

Fra: Bradford DeMoranville

Blot et spørgsmål til Ian. Jeg ved, at han får en masse, så jeg vil blive dejligt overrasket, hvis han svarer: Jeg lyttede netop til Bananas og nu er jeg gennem det meste af Toolbox. Jeg synes, at Steve Morris’ måde at skrive sange på ville passe perfekt til Deep Purples aktuelle sound. Nu da I har brudt regelen om ’ingen udefrakommende sangskrivere’ (?) ved at samarbejde med Mike Bradford på et par numre, ville du så overveje at bruge Morris som en slags gæste-sangskriver på et nummer eller to? Jeg ved, at du ikke taler på vegne af gruppen, som måske vil nedlægge veto, men jeg er nysgerrig efter at vide, om du personligt ville være åben over for det.

For at udtrykke mig fuldstændigt tydeligt, så synes jeg, at samarbejdet virkelig ville sparke røv.

Brad fra Florida

Hej Brad

Det er et tankevækkende spørgsmål. Michael Bradford – vores producer – var et æret medlem i løbet af skrive- og indspilningsprocessen af ’Bananas’, og på dén måde var sangene ’House of Pain’ og ’Walk On’ ikke et brud med nogen uskreven regel; han var en del af familien.

Nej, jeg ville ikke gå ind for, at Steve Morris, eller en anden uden for gruppen, skulle samarbejde som gæste-sangskriver på en Purple-plade. Det er naturligvis ikke en afvisning af Steve’s exceptionelle talent, men i bund og grund er det gruppens sjæl, som tæller for os. Vi ved instinktivt, at det ikke blot er håndværket forbundet med jobbet; det er kunsten at gøre det til noget særligt. Det er grunden til, at det forbliver en intern sag.

Fra: Rodrigo Eymael aka Rod-Autobahn USA

Hej Ian

For det første tak for inspirationen gennem alle årene. Jeg skal spille Jesus i en hyldest til musikken fra JCS (i en meget rock’et udgave), og jeg har brugt din 1970 version som skabelon (i og med jeg mener, at din udgave af ’Gethsemane’ er den eneste rigtige version). Har du nogle gode råd med hensyn til at varme op til skrigene? Jeg udvikler min egen teknik, men din hjælp ville betyde alt for mig.

Mange kærlige hilsener
Rodrigo Eymael

Hej Rodrigo

Tak for dit brev. Held og lykke med din optræden. Jeg er ked af at sige det, men jeg har aldrig ’varmet op’ i traditionel forstand; Som regel springer jeg lige ud i det. Jeg bliver imidlertid meget fokuseret – mentalt og åndeligt – op til en optræden. Det starter omkring middag med ’sommerfugle’ eller - som jeg ynder at kalde det - ’forventning’; det er på dét tidspunkt, jeg spiser mit hovedmåltid. Jeg prøver normalt at holde siesta mellem kl. 16 og 18.

Jeg vil helst ankomme til koncertstedet 90 minutter før koncerten. Så går jeg direkte til mit ’afklædningsrum’ og starter en times meditation. Vi får at vide, når der er 20 minutter til start, og på det tidspunkt er jeg fuldstændig centreret. Alle er koncentrerede, går jeg ud fra.

Hilsen ig

Fra: George Vedel

Kære Ian Gillan

Jeg hørte manden, der underskrev kontrakt med Steve Marriot og Peter Frampton, sige, at han tog dem, fordi de havde ’ et fantastisk udseende’.

Så hørte jeg senere Jon Lord sige, at grunden til, at de hyrede Glen Hughes og David Coverdale var, at ’de så fantastisk ud’. Senere igen hørte jeg millioner af nøglepersoner fra musikindustrien sige det samme. Er der - som du kan se det – en måde hvorpå vi, der er interesserede i selve musikken, kan have held med eller drage fordel af dét faktum, at vi tager udgangspunkt i rent musikalske kriterier?

Med de tungeste og mest ydmyge hilsener

George Vedel

Hej George

Jeg har en fornemmelse af, at de udsagn, som du refererer til, er taget ud af en sammenhæng. Hvis disse gutter for eksempel ikke kunne udtrykke sig musikalsk på et meget højt niveau, ville de ikke være blevet tilbudt jobbene overhovedet. Jeg tror, at din pointe måske kan være rigtig indenfor den mere ’poppede’ ende af det musikalske spektrum, hvor du generelt ikke kommer ind ad døren, hvis dit udseende ikke lever op til de forestillinger, som teamet, der designer den nye gruppe, har.

Men indenfor vores område synes jeg ikke det helt holder, gør det? Vi indbefatter også særheder, og selvom de personer, du nævner ovenfor, i konventionel forstand ’ser godt ud’, hvad så med alle de andre, som har haft succes alene på baggrund af ægte talent eller excentricitet, dem som måske aldrig havde fået chancen af ’produktudviklerne’, fordi de ikke passede til ’profilen’? Jeg kan komme i tanke om hundredvis, startende tilbage med Buddy Holly og helt op til den sjovt udseende fyr i The Darkness.

Jeg ved, der er mange ’puritanere’ derude, og jeg deler de fleste synspunkter; men vi bliver nødt til at acceptere, at ’personality’ spiller en stor rolle, når musikken skal nå publikum. Paradoksalt nok er der Van Morrison – og det fungerer også. Så for at svare på dit spørgsmål, nej; jeg mener, at det rent musikalske aspekt – som du udtrykker det – uigenkaldeligt er vævet ind i kunstnerens personlighed.

Hilsen ig

Fra: Langberth

Hej Ian

Mange tak fordi du har en så aktiv webside.

For nogle år siden så jeg DP i Phoenix i forbindelse med House of The Blue Light- turnéen, og som en del af ekstranumrene spillede I et nummer kaldet ’Running Bear’ (Johnny Preston?). Findes der så vidt du ved en indspilning af jer og denne sang? Enhver oplysning fra dig om, hvordan I fik denne sang med, er også meget velkommen.

Det var en fantastisk koncert; jeg kan huske, jeg tænkte, at der sikkert ikke var mange blandt publikum, der overhovedet kendte den sang, i hvert fald ikke i min aldersgruppe. Jeg dyrkede mest 70’er rock, og den eneste grund til, at jeg kendte sangen var, at jeg lyttede til mine forældres 50’er hits-kassettebånd før det. Det var en nydelig sang, og dét at se jer spille den, er én af mine bedste rock and roll-minder.

Tak
Langberth

Hej Langberth

Tak for dit brev. Ja, det var Johnny Preston, sidst i 50’erne først i 60’erne. Det var én af de sange, jeg sang sammen med min ven Barry Higgins, når vi vandrede hjem fra dagens høst gennem de snævre Devon stræder til vores lejede værelse hos tante Marge og onkel Fred i Mothecombe. Barrys stemmeleje var en smule ekstrem, så jeg vil betragte hans bidrag som udtryk for en landlige harmonier, men påstå aldrig, at han manglede ’entusiasme’. Det er én af den slags sange, som hænger fast i hovedet. Selv i dag har jeg forestillingen om Running Bear og Little White Dove, der delte en kærlighed så stor som himlen; de ulykkeligt forelskede svømmende imod hinanden gennem den hvirvlende strøm, blot for at blive trukket ned, som i Poe’s malstrøm.

Der var en anden udgave af sangen på en radio station i Melbourne. Roger Glover, Bruce Payne (vores manager og en kender af denne periodes storartede amerikanske popmusik) og jeg sang Running Bear a capella til radioværternes entusiasme og lytternes målløshed. Vi har båndet ét eller andet sted. Jeg graver det frem en dag, og vi vil offentliggøre det en dag på Caramba.

Hilsen ig

Fra: Harald Nilsen

Hej IG

Jeg er en 19 år gammel fyr fra Norge, og jeg vil først takke dig for en fantastisk koncert i Oslo i november (endelig fik vi Black Night). Det er den tredje gang, jeg ser jer, og det bliver bedre for hver gang (ikke at det ikke var godt den første gang). Jeg forsøgte at sende dig en email tidligere, men jeg tror noget gik galt, så jeg ved ikke, om du fik mailen. Jeg har nogle spørgsmål, som jeg gerne vil stille dig (sikken en overraskelse)

1) Hvad er der sket med din stemme siden 98? Den bliver bedre og bedre. Hvordan holder du din stemme i form og fik den trænet op fra (hvad jeg er ked af at måtte kalde) en down- periode (undskyld!!!)?

2) Hvorfor har bandet ignoreret Demon’s Eye og numre fra de tidlige 70’ere? Der er noget fantastisk materiale dér, som jeg tror publikum gerne vil høre.

3) Hvad synes du om post-Purple bands (Rainbow, Whitesnake, Blackmore’s Night osv.), og har du en favorit?

4) Hvad er din favorit-øl (jeg er en kritisk øl-elsker) og whisky?

5) Hvad er der sket med dine congas?

6) Hvad er grunden til, at R. Glover, S. Morse og du selv foretrækker forstærkere bagved jer?

7) Blev koncerten i Oslo optaget til den landsdækkende radio, eller var alle lastbilerne uden for kun til interviews (i så fald har jeg ondt af dig)?

Jeg håber, du får tid til at besvare disse forholdsvis uvæsentlige spørgsmål. Og de bedste hilsner til dig og dine og til hele slænget på touren. Hav en glædelig jul, og vi ses næste gang i Norge (og husk på at DP aldrig har spillet for tomme stole i Norge – og det er kun 6 GANGE).

Harald Nilsen

Hej Harald

Tak for dit brev, dine kommentarer til vores koncert og dine spørgsmål. Jeg synes ikke de er uvæsentlige. Nogle af emnerne har været oppe før, og du kan altid bruge søgemaskinen til at finde et emne, men ok..

Ja, jeg har haft down-perioder, og de har været bekymrende, men jeg er kommet til dén konklusion, at det alt sammen hænger sammen med den snu, lille djævel, der kaldes selvtillid. Jeg tror, at vi alle gennemlever perioder præget af tvivl; heldigvis for mig er denne periode ikke en sådan.

Vi har ikke ignoreret Demon’s Eye. Jeg kan ikke huske præcist hvornår, men vi har spillet den efter at Steve er kommet med i gruppen. Den er bare ikke på programmet i øjeblikket. Jeg snakkede imidlertid med Don om det i bussen fra København til Cottbus. Som følge af den utrolige lyd han præsterer i Strange Kinda Woman, kan den muligvis komme tilbage på dagsordenen på et tidspunkt. Jeg vil nævne det igen for gutterne. Imidlertid er fokus på ’Bananas’ i år; progressiv-hård-rock er meningen med det; det vil sige, hvis der absolut skal være en mening. Jeg ligger bare her i solskinnet og betragter jer drenge more jer…

Med hensyn til post-Purple bands synes jeg, de alle er gode. Hver for sig spiller de op til deres bedste og er derfor øjeblikkeligt genkendelige. Jeg nyder meget at lytte til dem alle.

London Pride eller Otter Ale når jeg er hjemme og en single malt fra hvilket som helst destilleri, mine vener nu synes bedst om for øjeblikket.

Mine congas er opmagasinerede og venter på et hjem. Jeg ville gerne have lidt forandring, og scenen er mindre rodet nu, hvor jeg bruger tamburin.

Jeg har været inde på dette før, så jeg vil ikke gå i detaljer, men jeg foretrækker at arbejde med en omsluttende lyd i stedet for en direkte lyd. Steve og Rog behøver kun en lille fornemmelse af, hvad der mangler fra de andre, når de står foran deres eget grej. I øvrigt kommer front-højtalere bare i vejen for mig; det er et andet rode-emne.

Øh, jeg kan ikke huske noget om radio-lastbiler i Oslo.

Hilsen ig

Gå tilbage til:
Back to the Q&a index