Questions - you got 'em; answers - we got 'em

70 - Interessante personer, selv det!, Strange kind of woman, motorcyklist-løft, en hurtig beslutning

Fra: Colin Shayler

Hej Ian

Tillad mig at stille dig nogle spørgsmål:

  1. Du har nævnt et antal personer i dine sange (Boring Alice, Funky Claude og Ted The Mechanic); er der andre interessante personer, som du har mødt, men som du ikke har omtalt endnu?
  2. Er der nogen chance for at se dig på en solo-tour eller for at høre noget solo-materiale, i de perioder, hvor du ikke er optaget af Purple-opgaver? Jeg synes, at dét du lavede med Gillan i 1980’erne og Naked Thunder/Toolbox-albummerne var fantastiske.
  3. Er der nogen planer om at arbejde sammen med nogle udenfor Deep Purple-sammen- hængen i fremtiden?

Fortsæt den gode sang.

Tak
Colin

Hej Colin

Tak for dit brev – gode spørgsmål.

Spinning Jack (fra ’69 – Abandon) var Jack Barry – manden som stod i spidsen for det oprindelige Marquee-spillested i London, og som hyrede alle navnene til Reading Festival – eller The National Jazz, Blues and Rock Festival som det tidligere kaldtes. Èn af mine helte som gav mig en håndsrækning ved at placere mig på Reading Festivalen på en fredag aften for første gang – 27. august 1978 – som opvarmning for Rory Gallagher. Derefter spillede jeg der i 1979, ’80, ’81’ (’82 spillede jeg på Donnongton i stedet for) og igen i 1983 med Black Sabbath. Jeg har meget at takke Jack Barry for. (Check Gigography-sektionen i arkivet her på Caramba).

Let’s not forget Nancy som ikke blot har optrådt I ‘Strange Kinda Woman’ som den mørke repræsentant for en sammensat elskerinde, men også som en mildere person sammen med Sweet Lucy – som var lokkende – og The Rocket, som var mig (Knocking at your Back Door – Perfect Strangers). Dér mødte hun Austin og Bentley og – inden hun forsigtigt bevægede sig fra den ene til den anden – legede med forskellige medlemmer af det diplomatiske hierarki i et forsøg på at højne sit sociale tilhørsforhold, eller for at arbejde sig mod toppen – som det kaldes i lingvistiske kredse.

Så er der selvfølgelig Angel Jesus Manchenio. Manchenio var en sigøjner-danser, som arbejdede i Beirut på Casino du Liban i Charlie Henchis’ udgave af ’Mais Oui!’ Jeg var der med Episode Six i 1966/67, da vi mødtes. Han trak en kniv fra sin støvle og tilbød at slå mig ihjel for at forføre hans veninde. Det var slet ikke mig, og så satte han kniven for sin strube som en slags undskyldning. Jeg mente, at der måske var en anden udvej, og så tilbød han generøst at skære i min og i sin egen hånd som en slags forbrødring.. Der var ingen udsættelse – vi udførte handlingen med det samme dér på skråningen – og gik så ind til selskabet med vores hænder bundet sammen med mit pandebånd…alt var tilgivet – vi var og er stadig blodbrødre. Trist nok har jeg mistet kontakten med Manchenio, så hvis nogen har information om ham – jeg tror, han tog tilbage til Spanien - så lad mig det vide. (Angel Manchenio – på albummet ’Clear Air Turbulence’).

Hvad med Fat Larry og Moronica fra ’Any Fule Kno’ That’ (Abandon)?

Med hensyn til dit andet og tredje spørgsmål så udfylder mine opgaver med Deep Purple al tid, men dette er et sjovt gammelt år og – ja – jeg vil lave nogle solo-projekter og koncerter, check den nye DF for den aktuelle information. Jeg skal nok lade jer alle vide, hvad der skal ske, når tingene udvikler sig.

Hilsen, ig

Fra: Jacques Blanc-Talon

Kære Ian Gillan

Jeg har lyttet til Deep Purple (bandet med Ian Gillan, ik’…) i 32 år, siden jeg var 8 år. Jeg så Deep Purple på scenen første gang i 1984. Jeg har set dig solo i Australien i 1992 i Paramatta nær Sydney, og jeg har set bandet flere gange i Paris. Jeg har endog læst din selvbiografi.

Hvad er grunden til, at DP så sjældent kommer til Frankrig? For eksempel var der i sommers koncerter i alle nabolande (Italien, Spanien, Belgien, Tyskland osv.) men IKKE i Frankrig. Og sådan har det været i årtier!

Tak igen alligevel for alle de gode oplevelser jeg har haft med det bedste rockband i verden.

Jacques Blanc-Talon

PS: Jeg sendte en hilsen for nogle uger siden, ret frustreret over hvad jeg læste. Jeg genlæste lige hilsenen og det slog mig, at den måske var lidt aggressiv og uhøflig.. Eller kunne læses sådan. Det er måske resultatet af at skrive på et fremmedsprog, men jeg undskylder for den negative udtryksmåde. Håber at se jer igen i Paris næste år.

Hej Jacques

Tak for dit brev, og lad være med at bekymre dig om høflighed. Det er en ønskværdig ting men ikke altid mulig – Jeg bliver ikke fornærmet, når der ikke er nogen grund. Jeg/vi ville meget gerne lave flere koncerter i Frankrig, men den simple forklaring er, at vi kun kan tage derhen, hvor vi er inviterede. Det ville være fedt, hvis vi kunne gøre som et gammeldags cirkus. At rejse med hele følget fra by til by, sætte scenen op i udkanten af byen og få gang i forretningen ved at lave en parade ned gennem hovedgaden på ladet af en lastvogn. Desværre tvinger moderne logistik os til at have alle aftaler på plads, inden vi starter på en tour – og det er sikker godt.

Vi har haft nogle fantastiske koncerter i dit land gennem årene, og jeg havde fornøjelsen af at bo i Paris i et helt år i midten af 70’erne – Rue de la Bienfaisance, 8. arrondissement, ikke langt fra Gare St. Lazare, hvor jeg hver morgen gik hen efter en engelsk avis for at læse sportsresultaterne. På vejen købte jeg en pandekage med Grand Marnier – udsøgt. Derefter en halv baguette med et stykke ost og en lille rødvin; jeg sad på min balkon, mens jeg så Paris tage på arbejde, spiste min mad og læste avisen. Så kaffe og i seng. Jeg sov som regel til kl. 4 om eftermiddagen. Efter afvaskningen mødtes jeg med de andre i bandet. Vi fik normalt østers til morgenmad og så måske en film, inden vi gik på arbejde. Vi øvede i kælderen på det gamle Olympia Teater. Vi droppede arbejdet en dag for at se Fats Domino-koncerten ovenpå – fantastisk! Derefter spiste vi sent – med andre kunstnere, tjenere og natteravne – længe efter at resten af byen var gået i seng. Jeg blev oppe, indtil aviserne ankom til stationen, og så gentog det hele sig, indtil materialet til ’Clear Air Turbulence’ var skrevet.

Jeg er sikker på, at vi vender tilbage men sandsynligvis ikke før 2006; 2005 bliver noget forskellig fra det normale.

Hilsen, ig

Fra: David Sanderson

Ian,

Jeg er lige begyndt at komme sammen med en skøn pige, som jeg har beundret i årevis. Så langt så godt, men hver gang jeg besøger hende og søger på nettet, ender jeg altid på Deep Purple eller lignende sider!

I aftes lagde jeg ikke engang mærke til, at jeg havde en kvinde bag mig, som forsigtigt prøvede at gå ovenpå, mens hun sagde med en meget høj stemme ’Nå, jeg går ovenpå nu, bliver du siddende længe ved den computer?’

Kan du anbefale enten en sang eller en kur, jeg kan bruge i sådanne situationer? Jeg vil med glæde modtage det.

Big D

Hej Big D

Hvorfor spørger du ikke, om du må prøve hendes bærbare? Hvis hun siger ja, kan du på én og samme tidspunkt nyde fordelene ved romantik og Deep Purple.

Hilsen, ig

Fra: Stuart Anguish

Hej Ian

Jeg har været fan siden 82 (magic tour Derby), hvad er dine favoritter blandt Gillan-albums, og lytter du stadig til dem?

Hilsen

Stuart Anguish

Hej hr. Anguish

Jeg har mange positive følelser i forhold til ’Gillan’-årene, selvom de – på samme måde som de fleste afslutninger i virkelighedens verden – ikke endte alt for lykkelige.

Jeg lytter stadig til de plader fra tid til anden. Min særlige favorit er ’Double Trouble’ – dén med live Reading-koncerten. Jeg husker, at jeg kækt gik ind på den forkerte scene efter at være blevet præsenteret af Tommy Vance, blot for at blive mødt af nogle forbløffede roadies, som var ved at pakke instrumenter og udstyr fra den forrige gruppe ned. Publikum spillede en stor rolle i dén koncert, og jeg kan stadig høre brølet, da de sang med på ’No Laughing in Heaven’.

Efter koncerten tog jeg tilbage til campingpladsen med min motorcykel, med en sixpack i min rygsæk. Jeg sluttede mig til nogle fans omkring et bål, og efter noget tid bemærkede jeg bevægelser i gløderne. Det var én af deres venner, som smøg sig ind til de brændende stykker træ for at hygge sig lidt efter en lang og følelsesladet aften.

Den næste dag talte jeg med min mor, og hun fortalte mig, hvordan hun var kommet og havde parkeret i udkanten af festivalområdet. Hun kravlede op på taget af sin bil i et forsøg på at få et glimt af mig på scenen – jeg ville virkelig gerne have givet hende billetter og backstage-pas, hvis jeg havde vidst noget om det, men det var en hel spontan handling fra hendes side; hun boede i nærheden. En gruppe motorcyklister, som så hendes anstrengelser, løftede hende op på indhegningen, og hun sad fornøjet sammen med dem under hele koncerten.

Hilsen, ig

Fra: Andreas Rifani

Hr. Gillan

Det er måske mine følelser, som løber af med mig, men jeg har været fan siden 1980, og Smoke on the Water er den første sang, som jeg rigtigt har elsket. Overvej venligst at spille i Toronto i den nære fremtid. Når alt kommer til alt, fortjener vi canadiere mere end blot Bare Naked Ladies :)

Hej Andreas

Tak for dit fascinerende brev. Også tak for din følelsesmæssige støtte. Jeg har sat alle sejl til og overtalt alle til at lave en ekstra koncert for dig. Vi har formået at lave en sidste øjebliks koncert i The Moulson Theatre, for otte dage siden – lørdag d. 21. august 2004. Jeg har hørt, at billetterne ryger hurtigt, så skynd dig makker.

Hilsen, ig

Gå tilbage til:
Back to the Q&a index