Questions - you got 'em; answers - we got 'em

72 – Forfatterforstoppelse, timing, at mime med numsen i vejret, anderledeshed,
at tage beslutninger & alkoholens kunst

Fra: Claran Hennessy

Hr. Gillan

Hvad er den længstvarende skrive-blokering, du nogensinde har haft, og hvornår var det? (hvis du ikke har noget imod at jeg spørger).

Claran (17)
Dublin

P.S. Hvordan kom (kommer) du over det (skrive-blokeringen)?
Tak.

Hej Claran,

Det er et godt spørgsmål.

Jeg har arbejdet på en roman i næsten ti år, så man kan vel godt kalde det en form for skrive-blokering. Jeg har dog lovet mig selv, at jeg snart vil få begyndt, nu da al arbejdet med de aktuelle musikalske projekter er overstået.

Der har været mange gange gennem tiderne, hvor jeg har måttet kæmpe for at få inspiration, når jeg arbejdede med en sangtekst. Når jeg tænker over det, virker det som om, at de tekster, som bliver skrevet i løbet af ti minutter altid virker bedre end dem, som tager en uge. Ikke ofte – men nogle gange – mangler den centrale kerne. Jeg prøver med andre ord at manipulere ordene til at passe ind i en musikalsk ramme, men jeg ikke helt, hvad det er jeg forsøger at udtrykke. Det er selvfølgelig fjollet, men jeg slipper af sted med det, fordi jeg er en del af noget meget større end blot mit bidrag. Til slut får disse sange deres eget liv, og jeg glemmer hvordan og hvorfor.

Hvis jeg kommer i nød med idéer, glemmer jeg behovet for ord og fordyber mig det musikalske arrangement og udvikler melodien. Jeg står ved mikrofonen og bruger min stemme som instrument. Tonerne og fraseringerne holdes sammen af lyde, som ikke giver nogen form for mening – total nonsens – men jeg har så i det mindste melodien i hovedet. Ordene kan vente til senere. Og de kommer på de mest besynderlige og nogle gange mest ubelejlige tidspunkter. Det er grunden til, at jeg for det meste har en notesbog og kuglepen på mig. Af og til udspringer idéen af en bar, hvor en serviet eller ølbrik gør det ud for notesbogen.

Ted the Mechanic er et klassisk eksempel. Notaterne til denne sang blev skrevet ned på en bar i Stowe, Vermont, under indspilningen af The House of Blue Light. Det var nogle år senere, mens jeg omorganiserede kontoret derhjemme, at et halvt dusin servietter faldt ud af en notesbog, og jeg anvendte dem til denne sang.

Jeg tror også, at skrive-blokering har noget at gøre med arbejdsmoral. Som med så meget andet i livet gælder det her, at jo mere du arbejder med tingene, desto lettere bliver det. Steve Morse for eksempel øver sig mange timer hver dag, og derfor er hans improvisationer blevet en del af ham selv. Han kan udtrykke sig musikalsk med den samme lethed, som du og jeg ville tale sammen. Jeg skriver hver dag og dermed bliver det med årene lettere at nedfælde tanker.

Hilsen, ig

Fra: Pippa Beech

Hi Ian

Jeg har to spørgsmål til dig.

Når du står foran udgivelsen af et soloprojekt, som du gør i øjeblikket, og det falder sammen med en Purple-udgivelse, bliver dit projekt så udskudt for en tid, så de to udgivelser ikke kolliderer? Det andet spørgsmål er, om du har hørt det russisk folkemusik-inspirerede medley af Purple-sange, som man i øjeblikket kan høre via Highway Star-websiden; hvis du har, hvad synes du så om det? Jeg kan faktisk godt lide det, fordi det er lidt fremmedartet og ejendommeligt; jeg havde dog lidt problemer med at genkende alle sangene, så måske skal jeg lytte til det igen. Ser frem til alt det nye materiale.

Kærlig hilsen Pippa X (beklager Pippa, du har allerede angivet din identitet – steve/ed)

Hej Pippa,

Med hensyn til det andet spørgsmål, bliver jeg nødt til at bygge på din vurdering, da jeg ikke har haft tid til at lytte til det endnu. De fleste DP-projekter med orkestre, jazz-ensembler, fokemusik-grupper osv. er interessante, fordi de tilbyder forskellige fortolkninger af musikken – i modsætning til den præcise node-for-node version, som coverbands leverer.

Den mest interessante version af ’Smoke’ jeg nogensinde har hørt var med ’Yvone the Tigress’. Hun var stripper i Sydamerika og havde indspillet nummeret udelukkende med hendes stemme og en tromme til en samba rytme, til hvilke man kunne høre tilråbene ’Få dem på’ fra Repo Depo, mens vi en sen aften overværede en gallaforestilling i hendes klub.

Vedrørende min jubilæums-plade ’Gillan’s Inn’ – Ja, det er rigtigt, at vi har udskudt udgivelsen indtil februar 2006 på grund af ’Rapture’. Det ville være fjollet at udgive dem samtidigt. I mit program har Purple førsteprioritet, så vi får det til at passe, så godt som muligt – det gælder også for koncerter.

Hilsen, ig

Fra: Jemma Hansen

Allo,

Jeg vil blot gerne vide, om du havde det sjovt med indspilningen af videoer som f.eks. Call of The Wild? Har du nogensinde mimet til en live-optræden?

Mange tak,
Jemma – København

Allo Jemma

Godt spørgsmål. Jeg brød mig i starten ikke om videoer, fordi jeg ikke følte, at TV var et godt medium for rock ’n roll – ideelt til nogle ting men ikke til rock. I bund og grund har intet ændret sig; en eller to personer sidder hjemme og kigger på musikere, der optræder elendigt til et manuskript, der er endnu mere elendigt. Det er den fuldstændige antitese til en live-oplevelse.

Tingene er bedret en smule; for det første er lyden bedre, og du kan se det i en bar.

Imidlertid er hele den moralske grundholdning styret af TV’s umættelige krav på billede og indhold, og hvor villigt går disse to ting ikke sammen for at etablere den laveste fællesnævner – kriteriet for slaveriet af sofaen. I forbindelse med vores seneste session i L.A. mens vi skrev og indspillede ’Rapture of The Deep’, havde vi konstant MTV i vores køkken – med lyden skruet ned, og nu forstår jeg.

’Call of The Wild’-videoen var vores forsøg på at lave en satire over denne form. Som du kan forstå ved at se den, udviste vi ikke andet end manglende interesse – men vi udviklede dog en form for respekt, da vi så regningen på 250.000 dollars – ret meget i 80’erne. Det var faktisk ret fjollet, da MTV svarede ved lidt senere at erklære – offentligt – at de aldrig ville vise en DP video, fordi vi var for gamle. Hvem troede vi, vi var? Faktisk sparede den udtalelse os for en formue i årene fremover.

Hvis vi imidlertid havde et ordentligt manuskript og den rigtige idé, ville vi være video-stjerner nu. Det eneste vi behøvede, var et par af vores veninder – undskyld, kællinger – som skulle tilbyde deres løftede bagdele som et middel til at lave bizarre seksuelle forslag til smarte biler, nogle Matador-penge, et stort lejet hus og swimmingpool, kropssprog der indikerer et særligt lejemål i bukse-afdelingen, modesmykker boltet til – eller dinglende fra – alle fingre, læbe eller trommehinder samt en bid dårlig opførsel. Det er, hvad jeg kalder musik – instruktøren har skylden.

Når det så er sagt, accepterer jeg TV’s rolle i forbindelse med promotion – den er massiv.

Har vi nogensinde mimet til en koncert? Øh, nej.

Hilsen, ig

Fra: Earl Rushhead

Hej!! Jeg har Toolbox på cd, og jeg spekulerede på, hvad den anden Ian Gillan (hvem er så denne ’anden Ian Gillan’ hva’? – steve/ed) udgivelse med Leonard Haze på trommer var? Y&T-websiten oplyser, at han indspillede 2 albums med Ian. Hvad er titlen på det andet album?

Tak! Earl

Hej Earl,

Den eneste udgivelse med Helvedes Borgmester på trommer var faktisk ’Toolbox’. Repo Depo, som vi var ukendt som, Leonard Haze (trommer), Bret Bloomfield (basguitar – hans femstrengede basguitarer blev lavet ud af hele egetræer) og Dean Howard (guitar) var i gang med at indspille noget ekstra materiale i Holland – med The Bolland Brothers fra Holland – jeg ved det, jeg ved det - da Purple-konstruktionen viste sit grimme fjæs igen, og jeg – modvilligt i starten men nu åh så glad – vendte tilbage til folden. Rejsen hjem på færgen fra Holland til England var meget trist for os alle.

Jeg husker, at én af sangene, som vi indspillede, hed ’Easy Come, Easy Go’. Jeg har den stadig på kassette derhjemme, og selvfølgelig nu digitaliseret i mine filer.

Hilsen, ig

Fra: Phillip Thow

Blot et par spørgsmål: Jeg er vild med din stemme og vokale spændvidde, og jeg synes, den passer perfekt til Deep Purples musik.

Jeg bare gerne vide, hvordan du ser på din tid i Black Sabbath? Ser du tilbage og tænker ’hvad tænkte jeg på?’ Synes du, det var en god beslutning den gang, selvom det ikke var et populært album blandt Sabbath-fans?

Har I nogle planer om en turné i New Zealand igen?? Vi elsker jer hernede!!!!

Jeg har lige købt ’The Platinum Collection of Deep Purple’ Rigtig god samling sange; jeg er rigtig glad for den!!!

Tak fordi du gad bruge tid, Rock on!!

Hilsen!!
Phil Thow

Invercargill (ifølge The Rolling Stones: Verdens Største Røvhul!!!) (Invercargill! Ikke mig!!)

Hej Phil,

For det første synes jeg ikke, du behøver være so grov overfor the Stones – eller måske misforstår jeg – I kiwier siger jeres mening, skal jeg love for…Nå, men vi ser alle frem til at vende tilbage til New Zealand – vi havde det rigtig godt dér i forbindelse med vores ’Bananas’-turné…og hvis DP ikke kommer forbi i denne omgang, får I måske en Gillan-koncert eller to som en slags trøstpræmie.

Med hensyn til Black Sabbath/Born Again, så aner jeg ikke, om det var en god beslutning på dét tidspunkt, for jeg var døddrukken – og under et bord på The Bear, Woodstock – da jeg accepterede at gøre det. Jeg kan sagtens forstå, hvordan Sabbath-fans må have følt det, men set i bakspejlet var det en god plade, og det udfyldte et hul for os alle.

Vi har faktisk lige genindspillet en Black Purple version af ’Thrashed’ med Tony Iommi (guitar), Ian Paice (trommer) og Roger Glover (bas) til ’Gillan’s Inn’ – interessant, ikke? Nå, ikke – det tænkte jeg nok.

Hilsen, ig

Gå tilbage til:
Back to the Q&a index