Questions - you got 'em; answers - we got 'em

77 – Hvordan var det for dig? Spørgsmål om telepati foranlediger uudfoldede tankestrøm.
Uautoriseret hatte-erindring/hatte-tyveri?

Fra: Marcelo Soares

En fyr stillede mig et spørgsmål, og jeg havde ikke et umiddelbart svar.

Da Ian kom til Brasilien i februar, nævnte han i et interview, at hans favoritplade, som han sang på, var én, som solgte mindre end 5 tusind eksemplarer. Jeg hørte ikke dette interview.

Jeg sagde til fyren, at Ian kunne hentyde til ”Sole Agency and Representation” med the Javelins, men at jeg blev nødt til at undersøge det. Er det dén? Jeg mener, det er den eneste plade han sang på, som kunne have solgt så lidt – med mindre han talte om noget fra 60erne, som for eksempel Episode Six-singlerne.

Hilsen

Marcelo

 

Hej Marcelo,

Det må have været albummet Accidentally on Purpose; jeg udtalte mig omkring succes.

For de fleste mennesker i forretnings- og medieverdenen er succes eller anden målestok for noget godt en kvantitativ ting. Utallige gange har jeg fra musikjournalister fået spørgsmålet ’Hvilken plade er den bedste, du nogensinde har lavet?’ Eller ’…den bedste koncert?’ De bliver altid overrasket over mine svar, som er forskellige fra gang til gang alt afhængig af mit humør. De forventer altid, at jeg vælger noget fra min platinplade-samling, men jeg synes, at disse babyer har fået tilstrækkelig hyldest og peger i stedet på ting, som har givet mig og mine venner – om ikke andre – stor glæde at lave og derefter lytte til gennem årene.

Accidentally on Purpose hører til denne katagori; en lille ting som jeg lavede med Roger Glover i Montserrat og NYC. Uheldigvis glemte Richard Griffiths (som havde ansvaret for selskabet Ten Records, en afdeling af Virgin som jeg stadig havde kontrakt med) at udgive skidtet så det faldt sammen med radio promotion og hundrede af telefoninterviews, som Roger og jeg lavede fra hans hus i Conneticut – alt til ingen nytte.

Det var en skam, for nummeret ’Telephone Box’ var allerede et kæmpehit i America, og folk gik bananas for at købe pladen. Jeg går ud fra, det det blot var endnu en forlegenhed for Richard Griffiths, men det talte kraftigt på minussiden i relation til Moronicas resultater – ’any fule kno that’.

Jeg vidste, at pladen havde kommercielt potentiale, men den fik aldrig chancen for at blive bredt anerkendt, så jeg tager den med på min liste over favoritter; den solgte måske lidt mere end fem tusind, men du forstår pointen.

The Javelin-pladen holder jeg også meget af, og den vil uden tvivl optræde blandt mine favoritter i det næste interview.

Et andet eksempel fra det samme interview var ’…den bedste koncert jeg nogensinde havde lavet?’

Det var ikke Madison Square Garden eller Royal Albert Hall eller Reading Festivalen eller koncerten med 200.000+, som vi lavede i England for nylig, ej heller var det nogen af de andre megakoncerter, vi har lavet gennem årtierne.

Nej, det var Speakeasy, Margaret St. London august ’69, min første koncert med Deep Purple.

Jeg havde en klump i halsen, da det under de første takter (og det er en anden historie) gik op for mig, at vi – Lord, Paice, Blackmore, Glover og jeg – tilfældigt havde fundet en kemi, som det var umuligt at sætte ord på; publikum var opslugt. Der kan ikke have været meget mere end 30 mennesker dén aften – eller måske 50 hvis man medregner Keith Moon.

Roger Glover og jeg kiggede indforstået på hinanden. Mmm, dét var min bedste koncert – nogensinde!

Hilsen, ig


Fra: Amanda Knowles

Hej Ian,

Jeg er i 20erne, bor i Cornwall, og jeg glæder mig meget til at se dig og drengene i juli måned ved koncerten i London.

Mens jeg skriver dette, lytter jeg til ’Rapture of the Deep’, som jeg holder meget af, så ros til jer alle.

Jeg har dog et spørgsmål til dig, og det handler om dine tanker vedrørende telepati. Du har tidligere udtalt, at vi, i takt med at vi bliver ældre, indser, at dét vi siger og gør, har indflydelse på andre, så derfor tænker vi, inden vi taler for ikke at såre andre uden grund. Hvordan passer det efter din mening med telepati?

Nogle af de tanker vi har, er det jo så sandelig bedst at holde for os selv…

Jeg vil meget gerne høre dit svar, da jeg er sikker på, at du har et.

Kærlig hilsen,
Mandy.

 

Hej Mandy,

Det er et skarpsindigt spørgsmål; ét som jeg har funderet over i et stykke tid, men som jeg ikke har noget klart svar på, kun en uudfoldet række af tanker, som kompliceres af vores arts pulserende natur. Så jeg holder konstant op med at analysere og arkiverer delkonklusionerne – det har taget 54 år indtil nu – jeg begyndte, da jeg var otte.

Før den alder er svaret simpelt på grund af vores uskyld og mangel på fornuft. Vi føler ingen skyld, har ikke noget at skjule. Vi deler ubekymret vores inderste følelser med andre, vi græder og ler åbent. Vi er så tæt på telepati, som vi nogensinde vil komme, fordi i otteårsalderen er ved at blive bragt under kontrol.

Når vi første gang får følelsen af noget uartigt – et ord opfundet af beskyttende typer, som ønsker, at vi benytter livets slagne vej – begynder vi at klappe i, at blive hemmelighedsfulde. Vi lyver overfor vores forældre, mens vi overbeviser os selv om, at vi ikke bedrager dem – de må ikke få kendskab til disse forbudte ting, som vi har lyst til at gøre. De finder naturligvis ud af det, fordi vi på dette stadie er novicer i løgnens kunst – men vores evner udvikles.

Fra dette øjeblik bliver det umuligt at dele vores allerinderste tanker med nogen; vi kontrollerer informationsstrømmen af de to tæt forbundne grunde, at vi ønsker at overleve og dominere. Den vane bliver hos os gennem vores liv, indtil den dag hvor modenhed, kærlighed og tilknytning kræver, at vi påtvinger samfundet vores idéer på en mere subtil måde, og herefter tilegner vi os en mere altruistisk tilgang til det hele, og empatien kommer igen i spil.

Hvad afholder os fra at videreudvikle empati til telepati?

I almindelighed tjener vi vores konglomerater, så godt vi nu kan. Individualisme opfattes som en negativ ting fra teenage-årene og frem, undtagen hvis du har et talent, som gavner de andre.

I en tidligere DF omtalte jeg de darwinistiske principper (og kreationisternes læresætninger*) som viger tilbage for livets virkelige drivkraft, som snarere er kampen for herredømme. Naturligvis er du nødt til at overleve før du kan dominere.

Det synes dog oplagt for mig, at en klar tankegang konstant er i konflikt med tro, som det kræves af de store religioner. Jeg har ikke noget problem med gud*. Min kære gamle præst, Father Stubbs svarede ’det er meget storsindet af dig Ian, men Han har måske et problem med dig’.

Og således fortsatte jeg mine spekulationer og ensomme overvejelser uden kirken, og dermed afskar jeg mig selv fra menighedens lyksalige eufori.

Jeg tror ikke, vi vil nå telepati på person-til-person niveau i den nærmeste fremtid, så vi bliver nødt til at nøjes med at tænke, før vi taler for at tage hensyn til andres følelser, eller for at skjule vores egne Machiavelliske hensigter i den endeløse kamp for herredømme.

Men man kan dog aldrig vide, hvad der ville ske, hvis blot nogle få hundrede af os, var parate til overgive vores mest private tanker til hinanden i en søgen efter tillid og intimitet, som telepati forudsætter.

En anden frugtbar tilstand ville være den truende fysiske udryddelse af menneskeheden. Det ville ikke tage 8 milliarder individer ret lang tid at lægge deres våben og i stedet overveje en vej fremad.

Men som du kan se, arbejder jeg stadig på det – Ha!

Vink til os i Docklands.

Hilsen for denne gang,
ig

 

* DF 45 – ’Jeg ved så sikkert, som noget kan være erkendt, at Den Menneskelige Sjæl eksisterer, fordi jeg har én, og den kan vi for diskussionens skyld godt kalde Gud.’


Fra: Pajek Pajek

Hej Ian,

Jeg har et spørgsmål til dig.

Min far (som lige har fået diagnosen non-hodgkins lymphoma – en kræft i lymfesystemet) var til jeres koncert ved Heavy Metal Festival i 1982 – Zagreb, Kroatien – på dét tidspunkt i Jugoslavien.

Under koncerten tog han sin hat af (han havde fået hatten fra Canada, han siger, at det var en god énJ), rullede den sammen og smed den op til dig. I begyndelsen blev du forskrækket (da du ikke vidste, hvad det var), men så så du den, tog den på og sagde ”Det er lige, hvad jeg har brug for”. Du gik derefter om bagved forstærkerne og kom tilbage uden hatten.

Så min far vil meget gerne vide, om du kan huske det, og om du måske endda stadig har hatten!

Jeg er det stolte medlem af en Deep Purple-gruppe, og jeg har bedt nogle om at spørge dig, men jeg tænkte, at dette måske ville være hurtigere. Håber at høre fra dig inden længe, og måske se dig, hvis I laver nogle koncerter i Europa i år (det lader til det).

Hilsen,
Mario
Slovenien

 

Hej Mario,

Det er altid hurtigere at nå mig via min egen webside.

Jeg husker den turné – eller rettere de turnéer i det gamle Jugoslavien. Promotoren var min kære gamle ven, den afdøde Tony Sabol. Han kunne altid finde et sted for os at spise – selv når alt var lukket. Engang endte vi i en lade, hvor vi spiste sammen med overraskede bryllupsgæster; de var ekstremt gæstfrie – meget søde over for os stakkels sultne musikere.

Vedrørende ’hatten’ har jeg en svag erindring af det, selvom jeg har fået smidt mange ting op på scenen (and that’s another story…’69), de fleste af dem har været bløde ting, som jeg sætter pris på, og hatten falder inden for denne kategori.

Tingene bliver lagt bag scenen, så én af roadierne kan bære dem til mit omklædningsrum efter koncerten. Jeg hader at smide ting væk, så de bliver kærligt lagt i min kuffert, som – når den er fuld – bliver stillet til side i min garage tilbage i England, sammen med alle de andre fyldte kufferter . Jeg bliver nødt til at kigge efter en dag.

Min tanker går til dig og din far

.

Hilsen,
ig

Gå tilbage til:
Back to the Q&a index