Questions - you got 'em; answers - we got 'em

80 - Ferropoliansk regntøjs sex appeal, private emner, hjemme er hvor man hænger sin hat, hoppende sfære triangulering, koncert-irritation, kortvarigt sammenstød, Q&A i Q&A

Fra: Alessia

Hej Ian,

Hvordan har du det?

Jeg håber, alt er vel hos dig og din familie, og at der er et smukt smil på dine læber.

I dag besluttede jeg mig for at stoppe de telepatiske meddelelser, og derfor sender jeg dig denne email.

Jeg fortsætter med at følge de ting, som du beskæftiger dig med.

Min favorit-oplevelse var, da du sang i Ferropolis, så det havde været dejligt at være der.
Var det sjovt at synge næsten nøgen?
Effekten med din regnfrakke var sexet, men du er i det hele taget dejlig!

Nu venter jeg på, at Deep Purple kommer til Italien.

I lang tid har jeg villet stille dig et spørgsmål: Hvad synes du om dit alter ego Garth Rockett? Har du nogensinde været bange for ham?

Jeg venter spændt på dit eventuelle svar, og jeg sender dig en varm hilsen.

Kærlig hilsen
Alessia

 

Hej Alessia,

Fortsæt endelig med dine telepatiske meddelelser. De vil blive modtaget, når jeg genvinder min uskyldighed, men i mellemtiden leder jeg efter det materiale, som bringer dem.

Det var koldt og vådt i det mørke indre af Ferropolis. Den ikke helt tilfredsstillende promotor havde fremskaffet to små højtalere og en kun delvist overdækket scene, på hvilken Prags Symfoniorkester krøb sammen i gennemblødt forvirring.

I den barmhjertige pause var jeg ligeså gennemvåd og elendig som publikum, da Sally – min PA – fortalte mig, at der i det mindste var én, som profiterede af situationen ved at sælge plastik regnslag. Jeg havde ikke noget skiftetøj og så…ha ha, gæt hvad jeg gjorde.

Orkestret var ved at kvæles, da jeg dukkede op igen kun iført et gennemsigtigt regnslag, men de spillede med ny oplagthed, og publikum rejste sig og dansede, så det var det hele værd, og koncerten blev reddet – men man skal virkelig have været der for at forstå det vilde og lystige i situationen.

Garth er i virkeligheden en stor hjælp for mig, selvom jeg aldrig ville indrømme det overfor ham.

Hilsen, ig


Fra: Elena Barros

Udtaler du dig normalt om dit privatliv, jeg mener f.eks. om du er gift, hvor mange børn du har og den slags ting?

Jeg har prøvet at søge efter den slags information på nettet, men jeg kan kun finde oplysninger om din karriere.

Undskyld hvis jeg er for nysgerrig!

Kys,
Elena

 

Hej Elena,

Det er helt i orden, det er et fair spørgsmål – men nej, jeg udtaler mig normalt ikke om private forhold.

Jeg har ikke tænkt over det før, men jeg har faktisk en gammel modvilje overfor personlig publicity; det er en del af branchen, som jeg ikke bryder mig særlig meget om.

Det er helt klart en karakterbrist, som har ført til, at en skyggeeksistens har luret i gådens og underdrivelsens korridor konstant spejdende rundt om hjørner og under borde af frygt for at møde mit alter ego.

Min Ting og min Tang er ikke i balance.

Hilsen, ig


Fra: Tom Green

Hej Ian,

Jeg er stor fan af Deep Purple og dine andre projekter, især på grund af din stemme. Jeg er meget interesseret i at vide, hvorfor du næsten altid har valgt at indspille dine egne backing vocals på Deep Purple- sange. Jeg synes, det lyder fantastisk, men har det altid været sådan, fordi de andre i bandet ikke kan synge? Haha! For nylig så jeg dig i Manchester – tak for en fantastisk aften, og jeg håber, at du snart kommer tilbage til England. Er det rigtigt forstået, at du nu bor i Portugal? Jeg håber, at du og din familie har det godt og er lykkelige dér.

Hilsen
Tom Green

 

Hej Tom,

Backing Vocals (BVs) kan være alt fra simple ‘råb og svar’ som for eksempel på The Javelins ‘Can I get a Witness’ – hvor det egentlig ikke behøver at være melodisk men rytmisk – til mere komplekse harmonier som på DPs ‘Never a Word’, hvor vokalsammensætningen er vital for at skabe den ønskede effekt.

Idéerne dukker som regel op i studiet under skriveprocessen. Jeg lader dem udvikle sig naturligt, og når jeg er ved at være færdig, virker de godt – så som regel er der ikke behov for at indkalde tropperne.

Det er pudsigt som rygter kan opstå og ende med at være facts. Jeg ejer ganske vist en bolig i Portugal, men hvis kriteriet for ens officielle adresse er dér, hvor man har alle sine sager stående, så bor jeg stadig i England med min familie. Jeg må tilstå, at jeg sjældent er der for øjeblikket, da vores arbejde foregår i det store udland, men jeg bor faktisk ikke i Portugal.

Hilsen, ig


Fra: Mat Kutub

Ian,

En kort men dybfølt tak for din webside.

Jeg er en trofast læser og nyder meget de intelligente og vittige kommentarer, som jeg finder her. Det der fik mig til at skrive var dog historien om ’Magic Bus’, som betog mig meget, da den var et fantastisk vindue ind til det magiske forhold mellem far og søn. Den sammenfattede også på perfekt vis den dybe respekt, som en søn har for sin far, og den mindede mig om mine egne følelser overfor min far (han døde for 18 måneder siden), og om min glæde for min egen søn.

Endnu engang tak. For mig er det en ekstra bonus oveni de bogstaveligt talt tusindvis af behagelige timer, jeg har haft med at lytte til din musik og overvære dine koncerter.

Hilsener,
Mat Kutub

 

Hej Mat,

Jeg er glad for, at du har fundet lidt trøst i historien om den magiske bus. Det var et mirakel i sin tid, men på et andet plan blev dets indhold senere i min karriere til et trianguleringspunkt i forhold til Abbott’s hoppende sfære (Fladland) og gav mig så – i mit vanvid – et dimensionernes fixpunkt, som gik udover min fatteevne.

Jeg taler om forhold, som befinder sig over bakker, rundt om hjørner og under borde og før Big Bang: Ting som jeg ikke kan se fra et bestemt sted, men som vil blive synlige, hvis jeg skifter stilling.

Mange hilsener, ig


Fra: Simon Wakely

Kære Ian,

Jeg er lille smule irriteret – og har været det i et stykke tid – så i stedet for at brænde inde med det besluttede jeg mig for at sige det til dig (og forhåbentlig de øvrige i Deep Purple).

I denne måneds udgave af tidsskriftet Classic Rock blev Roger Glover spurgt: Fem koncerter inklusiv to i London, det er ikke en speciel lang tour? Hans svar var: “Jeg er enig, men det er ikke mig, som planlægger touren. Der var en diskussion af, om vi skulle spille en masse små steder rundt omkring i England, men jeg går ud fra, at vi ville have tabt penge på det. Fem er bedre end en men ikke så godt som 12 eller 13.”

Jeg er ked af at sige det, men det er noget sludder. Siden hvornår er steder som Plymoth Pavilions, BIC (Bournemouth), Nottingham Trent Arena og så videre blevet små steder? Jeg tror ikke, at DP (eller nogle andre) taber penge ved at spille disse steder. De tjener måske ikke så meget, men det ville forbavse mig meget, hvis I ligefrem tabte penge på det. En hurtig tur rundt på internettet afslører:

MEN - kapacitet 30 000
NIA (Birmingham) - kapacitet 13 000
Hammersmith Apollo - kapacitet 5 039
Glasgow - Clyde Auditorium - kapacitet 3 000

og eksempler (ikke helt så tilfældige) på spillesteder, hvor der ikke blev spillet, men som giver et meget bedre geografisk billede:
BIC - 4,200
Trent Arena - kapacitet 10 000
Plymouth Pavilions - 4 000

Ganske vist er the BIC og Plymouth i den mindre ende, men DP spiller i Glasgow med en kapacitet på 1000 færre. Nottingham Trent Arena bevæger sig pænt der op ad. Hammersmith Apollo kan vel ikke kaldes enorm stor? Så spørgsmålet står tilbage – hvis de tjener penge i Glasgow, hvorfor vil I så miste penge i Bournemouth og Plymouth, hvor kapaciteten er 1000 pladser større?

Det føles som et slag i ansigtet på trofaste Purple fans. Naturligvis gør I det for penge (jeg forventer ikke, at I skulle turnere og miste penge på det) – men for mig synes det som om, I ikke rigtig har lyst til at turnere i Storbritannien, og at I vender ryggen til dem, som har støttet jer i så mange år. Alt dette koblet med dét, du for nylig har sagt om den engelske rockscene (og som jeg er enig med dig i!) og sammenholdt med din udtalelse om, at ”vi ikke er sikre på, hvornår vi vender tilbage”, gør at jeg er meget pessimistisk. Jeg var så heldig at se Deep Purple ved The British Motor Show, men det kostede mig et godt stykke over 650 pund (billetter, hotel, rejse, mad osv.) – noget som jeg ikke var i stand til at gentage i år. Jeg håbede på, at dine udtalelser om, at I ville spille mindre steder ville være sande…

Men denne indstilling til fansene gælder ikke kun for DP – men DPs indstilling gør mig særlig ked af det. Jeg har været fan i praktisk taget hele mit liv (købte den første DP-lp da jeg var 7!!!), og det virker sølle på mig. Jeg forventer egentlig ikke nogen form for svar – selvom det ville være rart!! Men der er mange af os, som føler det samme.

Vi har støttet jer – er det på tide at gengælde støtten?

Simon Wakely

 

Hej Simon,

Jeg har ikke læst artiklen, så jeg antager at dit citat er korrekt.

Jeg har heller ikke talt med Rog om dette, da jeg først lige har fået dit brev, og det er lidt hårdt her i Helsinki – jeg vil ikke vække ham på en friaften, selvom jeg ikke kan sove.

Havde det været mig, havde vi spillet på 24 små teatre rundt omkring i Storbritannien.

Men det var ikke mig eller DP eller manageren eller agenten eller promotoren – det var omstændighederne.

Det var helt sikkert ikke på grund af pengene. Selv hvis vi havde sagt ja til at arbejde gratis (og det har vi gjort før), og selv hvis vi havde reduceret billetpriserne endnu mere (til under det rimelige niveau på – hvad???), så ville der stadig ikke have været mere end nogle få koncertdatoer i denne omgang. Dine tal er fair nok, men du glemmer begrebet ’efterspørgsel’. Vi kunne naturligvis have spillet i en masse halvfyldte haller, men det ville ikke have været godt for nogen af parterne; så sandelig ikke for os og især ikke for alle jer, som gerne vil have en god oplevelse. Jeg kan ikke forestille mig, at fans ville synes, det var særlig sjovt at stå rundt omkring i en hal uden atmosfære.

Det er tydeligt for mig, at vi gjorde alt, hvad vi kunne i Storbritannien hvad angår billetsalg, men (og der vil måske blive hævet et enkelt øjenbryn hjemme i lejren, når jeg siger dette…) vi kunne have forklaret det lidt bedre, og det undskylder jeg for. Især for mine bidende vidtløftigheder i ‘det der’ interview – jeg havde lovet mig selv ikke at lave nogen interviews overhovedet i Storbritannien (hvad nytter det?), men et enkelt slap dog igennem på en dårlig dag.

Der er ikke noget, jeg hellere ville end at tage på en stor turné i Storbritannien, men der er et vist dødvande her (og i USA) i øjeblikket – især sammenlignet med alle andre områder. Dét har jeg mine egne teorier om, men det er i virkeligheden et andet emne, og jeg har sagt nok i dag.

Mange hilsener, ig


Fra: Michael Steiner

Hvad skete der med dværgen fra Born Again-touren? Fik han nogle langvarige skader efter faldet fra Stonehenge?

 

Hej Michael,

Så vidt jeg ved var det alt sammen kortvarige skader.

Mange hilsener, ig


Fra: Tovisi Eniko

Kære hr Gillan,

Siden jeg opdagede Q&A (hvilken overraskelse at jeg kan stille spørgsmål – måske få dem besvaret – jeg må have misset mange år indenfor musikbranchen) har jeg tænkt på atter at sende mine oprindelige breve inklusiv nogle spørgsmål. Jeg vil blive rigtig glad, hvis du vil læse det hele – jeg ved, det er langt, og at du får tusindvis af henvendelser på ganske kort tid – men det betyder rigtigt meget for mig.

Spørgsmål:

1. Har du nogensinde mistet – og jeg mener virkelig mistet – tålmodigheden med fans eller journalister? (du lader til at have så stor tålmodighed og tolerance).

ig: Jeg har ikke virkelig for alvor mistet tålmodigheden. De fleste fans er fantastiske; generelt set har jeg oplevet dem som venlige, tilbageholdende og forstående i forhold til mine mangler osv. Jeg kan ikke gøre alle tilfredse, for jeg prøver ikke på det (giver det mening?).

Jeg får én over nakken i ny og næ for et fejltrin , men som med alt andet kommer det alt sammen an på, hvor du står, og det har jeg forståelse for, så det tager jeg ikke anstød af. Og skråsikkerhed er det ikke værd at hidse sig op over.

I forhold til journalister er der faktisk ikke så mange af dem indenfor mit område; det er ikke nok blot at have et backstage pas for at benævne sig selv journalist. De er for det meste musik-elskere, reportere som arbejder indenfor deres valgte område, så deres tanker og skriverier har tendens til at være subjektive.

Men - med undtagelse af nogle ganske få - må man virkelig frygte den ophøjede race af intellektuelle vandaler, som kalder sig selv journalister eller kritikere, for uden deres støtte er du død på markedet for det populære. De er smagsdommerne, de tiloversblevne præfekter fra en teenage-hær; de værnepligtige som andre forlængst har forladt. De definerer en skids (undskyld, en tids) smag – at være moderne er hvad det hele handler om i dag. I morgen er du ikke engang historie – ja, hvem i alverden tror vi, at vi er? Ved jeg, hvem jeg er, unge mand?

Nej, det er ikke værd at hidse sig op over disse mennesker – de kommer og går næsten lige så hurtigt som deres protégéer. Heldigvis er vores stil ikke moderne, he he.


2. Min datter er 12 år gammel. Det var i den alder, at jeg første gang stødte på din stemme og musik. Det var den oplevelse, som vakte min interesse for rock/blues.

Hun lytter til Lady GaGa, Hannah Montana osv. (der må være noget galt med hende). Jeg vil gerne have, at hun lyttede til…hmm…musik af en højere kvalitet. Hun lader til at være en GaGa-fanatiker. Jeg siger selvfølgelig ikke til hende, at det er noget lort (selvom jeg synes det), og jeg forventer ikke, at hun skal blive en Gillan/DP fan, men jeg har prøvet at præsentere hende for noget af min favoritmusik, men hun viste ingen særlig interesse (hun sagde, at hun kun kunne lide to sange – og i det mindste disse to – Smoke on the Water og Sleeping On the Job (!)).

Hvordan kan jeg lede hende i retning af ’normal’ musik, og det behøver ikke være rock? Kan du foreslå nogle af dine hits, som jeg kan prøve med? Måske fra Accidentally on Purpose?

ig: Jeg ville lade hende være og lade hende nyde sin generations musik. Lige meget hvad du synes om den, så er popmusik hendes alders musik. Hun vil tage afstand fra din musik, hvis den bliver påtvunget hende, men – hvis hun udvikler sin smag for musik – og ikke alle gør det – vil hendes musiksmag udvide sig, og hun vil erobre din samling. Det er normalt.


3. Hvad mener du om, at dine albums bliver uploaded til YouTube osv. (jeg ved det handler om piratvirksomhed)? Det var der, jeg første gang stødte på ‘One Eye To Morocco’, og jeg købte den ganske vist straks, da jeg ønskede at lytte til den i hi-fi kvalitet og i vores bil, men disse uploads bliver foretaget af dine fans. Har du noget imod det? Jeg mener, at en fans førsteprioritet må være at købe albummene og gå til koncerterne, hvis det er muligt.

ig: Tidligere var der en klar linie mellem bootlegs og piratplader, som gjorde det nemt at støtte det ene og fordømme det andet.

Bootlegs var optagelser af livekoncerter – og prisen afhang af kvalitet og sjældenhed – købt og solgt blandt bandets kernefans. Vi vidste alle, at der var en æreskode blandt disse mennesker, dvs. de fleste samlere havde i forvejen alle de officielle udgivelser, så der var ingen, der mistede noget. Det ekstra salg var mest med til at smøre hjulene og var derfor ikke noget at bekymre sig om.

Piratplader derimod var det rene tyveri. Studiealbums blev massekopieret med pladeomslag af høj kvalitet, så kunderne ofte var uvidende om baggrunden. Denne praksis var særdeles ødelæggende for branchen.

Mens jeg er ved det, så lad mig aflive den ofte fremførte opfattelse af, at det kun er de rige og berømte, det går ud over, og at de har råd til det. Selvfølgelig har de råd til det, men det er ikke dem, der i virkeligheden lider under det…det er den ødelæggende sideeffekt, det har på en industri, som engang var så mægtig. Mens en stor del af musikbranchens problemer og elendighed siden den digitale alder begyndte i 1982 var selvforskyldt, så var dét, som jeg kalder Napster-paradokset, tydeligvis lige så selv-fortærende som ’Gratis Musik’-kampagnen ledet af Edgar Broughton i begyndelsen af halvfjerdserne.

Tiden går imidlertid, og vi lærer af historien, at kaos kan styre på alle områder af livet. Som transistoren gav os frihed til at undgå de store radiorør, og dermed som et resultat gav os den transportable radio (musik), således har internettet omdefineret vores branches måde at fungere på og vores fritidsmønstre på en sådan måde, at de nyeste måder at udveksle musik på, har stillet nye krav til måden at producere den på.

Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår det bedre end andre, som voksede op i den flade verden, men én ting har ikke ændret sig, og det er at fremføre musikken live. Selvfølgelig irriterer det mig, at enhver med et kamera kan sende koncertoptagelser til YouTube – det er at stikke din næse i noget, du ikke er inviteret til. Vi skal stadig betale vores fantastiske crew, transportere dem fra A til B og betale hvad det koster for alt det logistiske uden en øre fra up/down/freeloaders – men jeg kommer over det; det kaldes fremskridt.


Tak for alt – jeg mener det!

Szia (det er det ungarske udtryk for ‘vi ses’),
Eniko

Mange hilsener, ig

Gå tilbage til:
Back to the Q&a index