SYTTEN DØDE INDBRUDSTYVE
Udskrift fra retsprotokollen
ANKLAGEREN (A)
Nå, hr. Ian Gillan – anklagede – vi taler om sytten døde indbrudstyve
(med de sædvanlige benægtelser), fundet lige indenfor fordøren i Deres hus,
liggende i – hvordan skal jeg udtrykke det – en bunke.
IG
Ja.
A
Kan De forklare optakten til dét, som nogle nok vil betragte som en
usædvanlig situation?
IG
Altså, de brød ind og overraskede mig. Jeg sad og løste kryds-og-tværs,
og pludselig blev vinduerne smadret i stumper og stykker.
Alle disse fyre sprang ind i lokalet, mens de viftede med pistoler og råbte
’du er død’.
Katten røg ind under bordet, og jeg spildte min whisky.
Så røg fordøren op, og endnu en gruppe kom stormende ind.
A
Følte De Dem – og jeg vil have, at De tænker Dem grundigt om, inden
De svarer – hr. Gillan, følte De Dem på noget tidspunkt truet?
IG
Nej, ikke rigtigt. Jeg mener, vi oplever tit, at folk dukker op uindbudte,
men det virkede lidt anderledes denne gang. Jeg vil ikke sige truet,
snarere lidt usikker, fordi - forstår De - jeg kendte ingen af dem.
A
Kan De beskrive, hr. Gillan, omstændighederne, der fik Dem til at
anvende en så overvældende og upassende vold; som direkte førte
til sytten uskyldige menneskers død?
IG
Jeg skal fortælle, hvad der skete.
Da den første bølge kom ind ad vinduet, vidste jeg ikke, hvad jeg
skulle gøre, men jeg blev tvunget til at gøre noget, da jeg så udtrykket i
øjnene på den mand, der kom brusende imod mig.
A
Du var i stand til – undskyld at jeg afbryder – men siger De, at De var
i stand til at gennemskue hans hensigter ved at tolke udtrykket i hans øjne?
IG
Det var især kniven i hans hånd.
A
Det faldt Dem ikke på noget tidspunkt ind, at det muligvis var en gavtyvestreg,
at drengene bare lavede sjov – en harmløs spøg.
IG
Jo, for en kort bemærkning, men så dolkede han mig.
A
(Henvendt til dommeren)
Højtærede Dommer, jeg vil nu gerne introducere et foto-bevis, der viser, at anklagede ikke blev tilføjet nogen sår, hudafskrabninger, slag eller led
nogen anden form for fysisk overlast under denne, øh, massakre på uskyldige.
DOMMER
(til juryen)
De bedes se væk fra denne sidste bemærkning. Hvad angår massakren,
er det denne ret, der afgør, hvad der skete. Ofrenes uskyld er imidlertid blevet fastslået; deres alt for tidlige død har gjort det umuligt for dem at forsvare sig mod anklagedes påstande.
A
Tilgiv mig Ærede Dommer (vender sig mod juryen og taler så igen langsomt
til den anklagede) De siger, han dolkede Dem, og alligevel er der ingen sår.
IG
Den gik gennem min jakke, men jeg vidste, han mente det alvorligt. Vi kæmpede
om kniven, og kom i klammeri med én, som begyndte at skyde. Jeg hørte
skrig, og så faldt vi, og på én eller anden måde var kammeraten himlet.
Jeg ligger oven på ham med knivbladet i hans bryst, og der er tre døde efter nogle skudsalver fra revolvermanden, som nu roder rundt på grund af et astma-anfald, mens han peger på sin inhalator.
I bagklogskabens lys burde jeg have vidst det, men i kampens hede troede
jeg, at han havde ledbetændelse eller epilepsi. Min første tanke var at gå ud i køkkenet for at hente en ske eller lignende, som jeg kunne placere mellem
hans tænder og dermed forhindre ham i at sluge sin tunge.
A
Var De bekymret for hans situation?
IG
Naturligvis, manden havde det skidt.
A
Hvad skete der dernæst?
IG
Lyset gik ud, glem ikke at jeg lige havde hørt endnu en gruppe
mennesker på vej ind ad fordøren, så jeg forlod de lemlæstede og
gik ud i hall’en.
A
Havde De noget indtryk af antallet af mennesker i de
grupperne?
IG
Ja, ti kom ind ad vinduet og syv kom ind ad døren.
A
Hvordan kan De være sikker på det?
IG
Jeg så ti komme ind ad vinduerne, og der blev fundet sytten
døde. Så stemmer antallet.
A
Hr. Gillan, det er gennem retsmedicinske undersøgelser blevet
fastslået, at de nederste syv i ligbunken, dvs. den gruppe der kom
ind ad fordøren, har fået deres hoveder smadret med et baseball bat,
som ikke adskiller sig fra dét, som De opbevarer i hall’en; faktisk
er det det samme.
IG
Ja, det lyder sandsynligt.
A
Så De indrømmer, at de opbevarede et baseball bat tæt på
fordøren.
IG
Nej, jeg opbevarede baseball battet tæt på handsken og bolden;
det var et sæt, forstår De – en souvenir..
A
Og så greb De baseball battet i stedet for bolden eller handsken?
IG
Jeg overvejede det et øjeblik, men besluttede mig så for ikke
at tage bolden eller handsken.
Så prøvede jeg at feje dem væk ved at svinge battet over hovedet.
A
Og hvad med de andre fem levende – som havde overlevet Deres
første overfald?
IG
Det lader til, at de må have trukket deres venner ud i hall’en med
dén hensigt at flygte i de biler, der fortsat står udenfor. En Volvo
240GL (1983) og en London Taxi, som begge har den samme
dreje radius – selvom jeg ikke kan forstå, hvordan de ville have
fået alle presset ind.
Jeg går ud fra, at de blot foreløbigt lagde deres venner oven på
de andre lig i hall’en, da katastrofen indtraf.
A
Vi har nu tolv i bunken. Alle uskyldigt dræbt hr. Gillan, og De
forventer, at vi skal tro, endnu en katastrofe indtraf. En katastrofe,
som De naturligvis ikke havde andel i.
IG
Nemlig, altså jeg havde en vis andel, da jeg indså, at tingene
ikke var forløbet, som planlagt, så jeg proklamerede våbenstilstand.
A
En våbenstilstand?
IG
Ja, jeg sagde, at jeg var ked af, at nogle af gutterne ved et uheld
var blevet lidt maltrakterede, men at der ikke var nogen grund til
panik. Jeg bad dem slappe af, sætte sig bunken, og så ville jeg
finde en drink til dem.
A
En drink?
IG
En drink. Jeg lavede den en gang til Michael Jackson.
Man starter med ølglas fyldt med is; herefter hælder man noget
vodka, whisky, drambuie, strega, limonade eller cream soda – jeg
har glemt, hvad jeg brugte – sherry (kun en dråbe), portvin, tequila
og absint.
Så tilkaldte jeg politiet, tilbød de få tilbageværende en cocktail og
tændte mig en cigaret.
DOMMER
Skyldig, fem år, før ham væk.
