69 Into the Fire

Sikken en mærkelig og uskyldig men utrolig stærk anti-narko sang. Vi voksede alle (i DP) op i et alkohol-miljø. Gennem generationer havde de engelske pubs udviklet sig til en integreret del af samfundet – lige så vigtig som skoler og kirker.

Som nævnt i Ted the Mechanic er der to emner, som man skal undlade at diskutere, nemlig politik og religion, og af denne grund kan man møde et stort udvalg af tolerante lokale. Jeg blev ikke overrasket over at se min far (en pensioneret fabriksarbejder) i en venlig samtale med en ældre feltmarskal/jordejer, en præst, to politifolk, en forretningsindehaver og en landarbejder en aften i min bar.

Næsten alle pubber har et baglokale, der kan bruges til bryllupper, møder osv. og naturligvis også som øve- og koncertsted for unge musikere. Skiftende idiotiske regeringer har stukket en pind i hjulet på dette ved at indskrænke det maksimale antal bandmedlemmer til to (brandfare – ha!).

Ejerne er dommer over opførslen i deres pub, og hvis man overskrider retningslinjerne, bliver man spærret inde.

Der blev ikke brugt stoffer.

Det blev altsammen – fra hash til heroin – betragtet som ondt, selvom det knap var en generation siden, at man oplevede fuldt respekterede opiumshuler og bevidsthedsudvidende rejser hos særdeles indflydelsesrige forfattere og videnskabsmænd, som tog ud i ørkenen og mæskede sig i noget kaktussaft for at opnå en kortvarig mental virkning.

Vi ved stadig ikke, hvordan vi skal håndtere det – min opfattelse i dag er meget forskellig fra den, som lå bag teksten til denne sang – men hej, jeg elsker den, og den sparker stadig røv til koncerterne.